Sådan spiller du kortspillet Kasino

Når regnen siler ned udenfor, er der vel næppe noget hyggeligere end et godt kortspil. Uanset om du er på ferie, slapper af i sommerhuset eller blot leder efter en sjov eftermiddagsaktivitet, er kortspil den perfekte løsning på en kedelig regnvejrsdag. Især kortspillet Kasino er sjovt at give sig i kast med. Læs med her og lær spillereglerne for Kasino.    

Hvad går Kasino ud på?

Kasino er et kortspil for 2-4 spillere med brug af et almindeligt sæt spillekort uden jokere. I Kasino gælder det om at samle kort og opnå flest point. Kortspillet er strategisk, så det handler om at kunne holde overblik og planlægge sine træk. Er du på udkig efter et udvalg af forskellige kortspil, kan du også finde inspiration til andre kortspil på https://kortspil.org/.

Kasino spilleregler

Ved begyndelsen af en ny runde får hver spiller fire kort til hånden, mens fire kort lægges ned på bordet med billedsiden opad. Grundlæggende handler Kasino om at erobre pointgivende kort fra bordet. Det gør man ved at matche værdierne af kortene på hånden med kortene på bordet. Hver spiller skiftes til at bruge et kort fra hånden, indtil alle kortene har været i spil. Derefter uddeles fire nye kort til hver spiller. Man fortsætter, indtil bunken er tom, og dealeren kalder til sidste omgang i runden.  

Kortværdier

Kortene har samme værdi, som deres tal angiver. Dertil har knægt en værdi på 11, dame en på 12 og konge en på 13. Der er enkelte undtagelser, hvor nogle kort kan spilles med forskellige værdier eller særlige egenskaber:

  • Store Kasino: Ruder 10 kan spilles med værdien 10 eller 16.
  • Lille Kasino: Spar 2 kan spilles med værdien 2 eller 15. 
  • Esser kan spilles med værdien 1 eller 14.
  • Spar 5 rydder bordet.

Sådan spiller du et kort

Når en spiller skal bruge et kort fra hånden, har man følgende muligheder:

  • Match: Man tager et kort fra bordet i bytte for et kort på hånden, som matcher hinanden i værdi. Fx kan man bruge en 4’er fra ens hånd til at tage en 4’er på bordet.
  • Kombination: Man tager to eller flere kort fra bordet med brug af et kort fra hånden, som har samme værdi som summen af de kort, man tager. Fx kan man bruge en 6’er fra hånden til at tage to 3’ere fra bordet eller en dame (12) fra hånden til at tage en 5’er, en 4’er og en 3’er fra bordet.
  • Bygning: Man bygger ved at lægge et kort fra hånden oven på et kort på bordet. De to kort hænger nu sammen og fungerer som ét kort med en samlet værdi. Bygning er kun muligt, hvis en spiller har et andet kort på hånden med samme værdi som de to sammenlagte kort. Dermed kan spilleren erobre de sammenlagte kort i næste tur, hvis ikke en anden spiller tager dem først eller bygger videre. Fx kan man lægge en 4’er oven på en 2’er og melde, at man ”bygger 6”, hvis man har en anden 6’er på hånden.
  • Sammenbygning: Ved sammenbygning lægger man et kort fra hånden oven på et kort på bordet, som har samme værdi. De to kort bygges sammen og bliver til ét kort med en uændret værdi. Sammenbygning er kun muligt, hvis spilleren har endnu et kort på hånden, som matcher i værdi, og man må tage begge kort fra bordet i næste tur. Fx kan man bygge en 8’er fra hånden sammen med en 8’er på bordet, hvis man har endnu en 8’er på hånden til at matche med.
  • Udsmid: Er en spiller ikke i stand til at udføre nogle af de overnævnte handlinger, må man lægge et kort fra hånden på bordet med billedsiden op.

Hver spiller må kun have én bygning ad gangen. Dog må man gerne matche eller bygge oven på andres bygninger.

Svupper: Når en spiller rydder bordet ved at tage det sidste kort, kaldes det en ”svupper”, hvilket er pointgivende.

Point

De kort, hver spiller samler sammen, lægges i en personlig bunke med billedsiden ned. Når bunken er tom, tælles spillernes point sammen. Point opnås på følgende måder:

  • 1 point til den med flest spar
  • 1 point til den med flest kort
  • 1 point for spar 2
  • 1 point for hvert es
  • 1 point for hver svupper
  • 1 point for at få det sidste stik
  • 2 point for ruder 10

Kasino fortsætter, indtil en spiller opnår 21 point og vinder.

Har du brug for andre idéer til, hvad man kan lave på en regnvejrsdag, så læs med her, hvor du får tips til sjove indendørsaktiviteter i København.